Vi unge brevkasse

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen ‘Find dit eget spørgsmål’ ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks ‘Læs andres spørgsmål’.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

Et par bedsteforældre synes, at børnebørnene fylder for meget og får for meget snor af forældrene. Men skal de blande sig? Læs Mimi Jakobsens svar her.

Her i sommer har min mand og jeg haft nogle oplevelser, som vi gerne vil høre din mening om.

Vi har to sønner og tre børnebørn i alderen 5 til 9. Vi havde lejet et sommerhus i 14 dage og havde besøg af familierne både hver for sig, og hvor vi alle var sammen. Der må ikke herske tvivl om, at vi elsker vores børnebørn, men her bagefter har vi talt om, at vi synes, at de fik lov til at fylde for meget. Især måltiderne kunne af og til udvikle sig til at være helt ulidelige. Det var altid nogen af de små, som var utilfredse med et eller andet. Den varme mad kunne blive afløst rugbrød med pålæg – eller endog hvidt toastbrød, og én gang blev et hysterisk anfald udløst af, at leverpostejen på tallerknen rørte ved osten. Og selv om der hver gang blev sagt, at der skulle spises op, før der blev serveret dessert, blev det aldrig overholdt.

Børnene fik også altid lov til at afbryde enhver samtale mellem de voksne. En aften blev det helt grotesk: Pigen på 6 havde forberedt et balletnummer med udklædning, og hun havde det klar akkurat, som maden blev serveret. Hendes mor insisterede på, at barnet gennemførte forestillingen med det resultat, at vi alle fik kold mad.

Hvis vi prøvede at sige noget til forældrene, fik vi altid det samme svar: At nu er det ferie, og vi skal hygge os.

Det kan tilføjes, at når vi af og til passer nogle af de små alene, så er der altså ingen problemer. Det er, som om der hele tiden skal prøve grænser af over for forældrene. Men er det rimeligt, at de får lov til at fylde så meget, at de næsten kan ødelægge ethvert måltid?

Min mand har faktisk foreslået, at børn og voksne skulle affodres hver for sig, men det synes jeg da heller ikke, er en brugbar løsning.

Sure farmor

Jeg synes i den grad, du og din mand skal træde i karakter over for – ikke børnebørnene – men jeres børn.

Når man er gæst i et hjem, har værterne da ret til at sætte regler, og I behøver ikke at finde jer i den ballade. I har også ret til at hygge jer.

Men det er jo vel og mærke de voksne, der har ansvaret, så tag diskussionen med dem. Og så nyd børnebørnene, når I slipper for forældrene.

Mimis brevkasse: Vi glæder os ikke til deres bryllup

En læser har skrevet til Mimi Jacobsen, og vil gerne have hjælp til nedenstående dilemma. Se Mimi Jakobsens ærlige svar her..

Jeg er en kvinde på 34 år, der bor sammen med min mand og to børn på 4 og 7 år. Vi har kendt hinanden siden folkeskolen og ser stadig nogle af de venner fra dengang. Det ene vennepar har børn i samme alder som vores, og det har derfor været nemt at ses, da ungerne elsker at lege sammen.

Det seneste års tid er hun begyndt at gå meget op i træning, hun taler ikke om andet. Jeg lytter gerne da. Hvis det er det, hun brænder for, bakker jeg hende selvfølgelig op. Det er bare blevet for meget. Hun kan ingenting, fordi hun skal træne.

Manden har i sine unge dage taget kokain, og hun nævnte, at sidste gang de var ude, ”fik han noget til næsen”. Jeg blev helt paf og kan slet ikke forstå, hvordan hun finder det okay. Det er åbenbart ikke første gang, men hun virker ikke generet af det.

Det er ikke sjovt at være sammen med dem mere. Jeg føler ikke, jeg kan stole på dem. De har forandret sig og opfører sig som nogen på 18 år igen.

Til juli skal de så giftes på Fyn (vi bor i København), og vi er inviteret med og er udvalgt til toastmaster og forlover. Men jeg glæder mig ikke til den fest. Det bliver også dyrt med transport, overnatning, gave, polterabend mv.

Min mand nævnte, sidste gang vi så dem, at han ikke ønskede at være forlover, men det er han nu blevet alligevel.

Jeg kan slet ikke finde ud af, hvordan vi skal tackle dette. Skal vi tage en snak med dem, og hvad gør vi i forhold til brylluppet?

Med venlig hilsen L.P.

Det kan godt være svært at sige farvel til venner, man har haft lige siden skoletiden, dem er der jo ikke så mange af. Alligevel synes jeg, du siger meget klart, at det egentlig ikke er hyggeligt at være sammen med dem mere af forskellige grunde.

Hvis det kun var fordi, din skoleveninde talte lidt rigeligt om træning osv., kunne det vel gå.

Du kunne jo tage hende om skulderen med et stort smil og sige: Ved du hvad, søde, jeg orker simpelthen ikke at høre mere om din træning, du giver jo os andre baghjul og dårlig samvittighed. Det kunne nok afhjælpe noget af problemet.

Men det er jo ikke det eneste. De er tilsyneladende misbrugere af forskellige stoffer, han af kokain, hun af træning, og det kunne vel også gå, hvis du/I virkeligt holdt af dem. Men helt ærligt: det gør I ikke, vel?

Og hvad er der så?

Børnene leger godt: Ja, børn leger godt. Det gør de med de fleste, for så dejligt fordomsfrie er børn.

Du og din mand skal lade være med at ”lade som om”.

Jeg sad for sjov og googlede, hvad det egentlig vil sige at være forlover – hold da helt ferie. Jeg synes, din mand har alle grunde til at lade sig undslå. Det kan hurtigt blive en ganske stor opgave.

Så: tag jer sammen, drop dem. Fordi man har gået i folkeskolen sammen, kan man godt vokse fra hinanden, uden at det er dramatisk.

Måske kan I netop bruge brylluppet som anledning til bruddet. Send et kærligt brev, hvor I både melder afbud og uden nærmere detaljer giver til kende, at I ikke finder, at I har nok tilfælles mere. Its hard to say goodbye, men prøv at tænke på ikke bare de timer til brylluppet, som I jo nok overlever, men alle de timer og uger inden, hvor I vil bruge kræfter på hele dilemmaet. Og ærgrelsen bagefter, når I har brugt pengene.

I har to dejlige børn, koncentrer jer om dem og de andre søde venner, som I sikkert har – eller får!

En gang imellem skal man sige: ”over skulderen med det.”